Roskilde Kommune får lige nu mange spørgsmål omkring nedklassificering af offentlige boligveje til private fællesveje. Derfor er der lavet et bestemt område på hjemmesiden, der forklarer alt om forløbet.
Et special-site
Mange borgere har læst i aviserne, at der er planer om, at nogle offentlige boligveje skal gøres private. Det har ført til så mange henvendelser til Teknik- og Miljø, at der nu er lavet nogle sider på nettet, der forklarer om den aktuelle situation. Siderne kan findes på www.Roskilde.dk/boligvej
- Det første vi forklarer borgerne der henvender sig er, at der altså ikke er besluttet noget endnu, siger specialkonsulent Claus Thorsen, der arbejder med kommunes veje.
- Dernæst fortæller vi, at forslaget er en del af budgetforhandlingerne for 2011 og – hvis det bliver vedtaget – bagefter skal behandles af administrationen for at finde de veje, der egner sig til at omlægge eller nedklassificere, som det hedder korrekt. Så der kan altså godt gå en rum tid, før de evt. berørte grundejere hører fra kommunen.
/boligvej
www.Roskilde.dk/boligvej bliver løbende opdateret, når der er nyt i sagen, så Claus Thorsen anbefaler, at man følger med der.
Der er også en afdeling på hjemmesiden med ”FAQ” - hyppigt stillede spørgsmål – som kan give indblik i, hvad det handler om, når en vej bliver nedklassificeret.
Endelig er der et kort, der viser, hvilke veje i kommunen der allerede er private fællesvej og hvilke, der er såkaldte ”Klasse 3 veje”, som måske kan blive nedklassificerede.




