Etiske retningslinjer

Facebook Udskriv

KommuneNyt.dk’s uafhængighed er en forudsætning for den journalistiske kvalitet og troværdighed.

Formålet med KommuneNyt.dk er at udgive et site, som øger informationen om kommunale forhold. Sitet skal være uafhængig af politiske partier, kirkelige organisationer og bevægelser. Sitet skal med journalistiske virkemidler gå bagom begivenhederne og inspirere til debat om og oplysning om kommunale forhold. Det skal stille skarpt på aktuelle forhold og bestræbe sig på at give en så alsidig og objektiv nyhedsformidling som muligt.

Det er på den baggrund KommuneNyt.dk ’s redaktionelle mål at være landets førende site inden for det kommunale område.

I det følgende beskrives retningslinjerne for KommuneNyt.dk’s journalistiske etik. Retningslinjerne skal opfattes som vejledende, da det ikke er muligt at formulere endegyldige etiske regler. Derfor opfordres alle, som bidrager med indlæg til sitet til at være særligt opmærksomme på etiske problemstillinger og i tvivlstilfælde at kontakte redaktionen.

 

Indledning

Journalistikken på KommuneNyt.dk skal være saglig, redelig og korrekt. Formidlingen af oplysninger og holdninger skal præges af hæderlighed og fairness med mod til at vælge mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

KommuneNyt.dk skelner mellem almindelig journalistik og andet stof. Genrer, der er anderledes end gængs nyhedsformidling. Ledere, kommentarer, anmeldelser og nyhedsanalyser markeres derfor så tydeligt, så læserne ikke er tvivl om stoffets karakter.

 

Journalistik

Rubrikker, underrubrikker, billedtekster og lignende skal have dækning i artiklen.

Det skal i hver enkelt artikel klart fremgå, hvad der er citater, og hvad der er faktuelle oplysninger.

KommuneNyt.dk tilstræber, at de forskellige parter i en sag kommer til orde. Lykkes det ikke at få en kritiseret parts synspunkter med, udskydes offentliggørelsen af den pågældende artikel indtil den kritiserede part er blevet kontaktet for en kommentar. Det skal i givet fald fremgå, at det ikke har været muligt at høre den kritiserede part, eller at den pågældende ikke vil udtale sig.

KommuneNyt.dk viser respekt for privatlivets fred. Oplysninger, der krænker privatlivet, skal derfor undgås, medmindre der er en væsentlig offentlig interesse i at bringe sådanne oplysninger.

KommuneNyt.dk omtaler ikke konkrete tilfælde af selvmord, selvmordsforsøg eller anden personlig ulykke, medmindre det er i almenhedens interesse. Omtalen skal i så fald være så skånsom som muligt.

KommuneNyt.dk bringer som hovedregel ikke navne og andre personlige oplysninger på mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte personer. Der kan undtages fra hovedreglen, hvis oplysningerne er af væsentlig offentlig interesse eller den pågældende er idømt en straf på ét års ubetinget fængsel eller mere.

KommuneNyt.dk har en høj sproglig etik med en sober anvendelse af sproget. Slangudtryk, herunder bandeord, bringes ikke, medmindre de er af væsentlig betydning for at dokumentere en journalistisk sammenhæng.

 

Kilder

KommuneNyt.dk foretrækker kilder, der står åbent frem. Men det kan i helt særlige tilfælde være nødvendigt at citere anonymt. Ved brug af anonyme kilder gøres særligt opmærksom på dette, ligesom KommuneNyt.dk vil være opmærksom på kildens motiv til at fremstå anonymt.

KommuneNyt.dk betaler aldrig for oplysninger eller medvirken til interviews.

KommuneNyt.dk vil så vidt muligt imødekomme en kildes ønske om at godkende citater, før de bliver bragt på sitet.

KommuneNyt.dk viser særligt hensyn til personer, der på grund af eksempelvis ung alder, sygdom eller manglende erfaring med optræden i medierne ikke kan forventes at kunne overskue konsekvenserne af deres udtalelser.

KommuneNyt.dk forholder sig kritisk til kilders motiver for at optræde på sitet, hvad enten disse er politiske, økonomiske, religiøse eller af anden karakter. Er sammenhængen kontroversiel, sørger KommuneNyt.dk for at præsentere relevante oplysninger om den eller de pågældende for læserne.

 

Billeder

KommuneNyt.dk bringer ikke billeder, der kan virke anstødelige eller krænkende.

KommuneNyt.dk bringer aldrig manipulerede billeder. Bruger KommuneNyt.dk collage, montage eller anden ændring af billeder gøres der tydeligt opmærksom på det i billedteksten.

Brugen af arkivfotos eller andre ikke-aktuelle billeder som bærende billeder vil være tydeligt markeret i billedteksten.

 

Fejl og rettelser

Faktuelle fejl rettes så hurtigt som muligt og på en fast plads på sitet. Det vil i øjeblikket sige i højrespalte på forsiden. Rettelserne formuleres kort, klart og præcist.

 

Habilitet

Enhver sammenblanding af journalistiske opgaver og private forhold skal undgås. KommuneNyt.dk hverken kan eller vil dog begrænse journalistiske medarbejderes grundlovssikrede rettigheder.

 

Afslutning

Ingen nedskrevne regler kan omfatte alle forhold. KommuneNyt.dk opfordrer derfor alle til at kontakte sitet, hvis man er i tvivl om et journalistisk eller etisk problem, som vedrører KommuneNyt.dk.

 

Nils Sjøberg

Chefredaktør og ansvarlig overfor medieansvarsloven 

 

 
Kommunekort - Klik en Kommune

Kommunekort - Klik en Kommune

Kommunenyt.dk
 ,