Krise eller ej - Byrådet har vedtaget Strategi 2017, der sætter dagsordenen for de kommende års planlægning og udvikling i Randers.
Vil skabe udvikling
”Som de fleste andre kommuner, har Randers også en trængt økonomi i disse år. Netop derfor er det vigtigere end nogen sinde før, at vi skaber udvikling og ser muligheder i stedet for begrænsninger.”
Ordene kommer fra borgmester Henning Jensen Nyhuus i forbindelse med offentliggørelsen af kommunens nye Strategi 2017, der netop er sendt i høring.
”Vi har nogle klare styrker i Randers, som vi skal bygge videre på. Århus og især Skejby er Jyllands økonomiske lokomotiv, vores beliggenhed giver os nogle fordele andre byer ikke har. Vi har en by med sin helt egen identitet. Både Gudenåen og fjorden er unikke naturområder, som skal anvendes i den videre udvikling af kommunen”, fastslår Henning Jensen Nyhuus.
Spændende oplevelsesby
I 2017 skal Randers være kendt som en af landets mest spændende oplevelsesbyer. Det skal et nyt kunstmuseum, videreudviklingen af Randers Regnskov, et idrætscenter ved Essex Park og det nye svømmeland være med til.
Det er kommunens mål, at runde 100.000 borgere i 2017. Det kræver at endnu flere vælger at bosætte sig i Randers end i dag, fordi vi er en attraktiv kommune.
Frem mod 2017 fokuserer byrådet på, at flere skal tage cyklen eller bussen frem for bilen, fordi det er attraktivt. Flere skal bruge byrummene og de grønne områder, fordi de har noget at byde på. Vores virksomheder skal støttes i udviklingsmulighederne i en globaliseret verden. Vores infrastruktur skal forbedres. Vores børn skal have de bedst mulige uddannelsesbetingelser, og vi skal styrke samarbejdet med forskningsmiljøerne i Århus og Aalborg.
Planstrategi 2017 er i offentlig høring frem til den 25. oktober.




