Overtandlæge Hanne Pehrson, Tandplejen i Ikast-Brande Kommune, er nu med i opløbet til COK's (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) lederpris "Byens bedste leder". 14 kandidater er udvalgt blandt i alt 330 offentlige ledere i tre kategorier for hhv. topledere, afdelings- og fagchefer og institutionsledere. Hanne Pehrson er indstillet i kategorien for institutionsledere.
Jeg gør bare mit arbejde...
Om nomineringen siger Hanne Pehrson: "Jeg blev helt paf, og jeg studsede noget over det, for jeg gør jo sådan set bare mit arbejde. Jeg har lø-bende uddannet mig som leder, og man lærer jo hele tiden noget nyt. Jeg kan jo bare ikke lade være med at engagere mig. Jeg tror måske også, at det er fordi, vi i Tandplejen bare har en rigtig god sag at arbejde for. At arbejde med sundhed for sådan en stor og vigtig målgruppe, som børn og unge er. Det er jo enormt spændende, at vi samtidig kan følge med i, at der sker fremskridt med de nye ting, vi arbejder med."
Bag om Lederprisen
COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) har sammen med 11 faglige organisationer stiftet et konsortium, der står bag uddelingen af lederprisen. Det er repræsentanter fra disse parter, der har udvalgt 14 kandidater, som et dommerpanel skal kåre de endelige vindere af.
Nu er det op til et udvalgt dommerpanel at kåre en vinder af hver af de tre kategorier.
Dommerpanelet består af en række direktører fra forskellige kommuner, her i blandt økonomidirektør Flemming Storgaard, Ikast-Brande Kommune. Desuden er der repræsentanter for faglige organisationer, private virksomheder og universitetsverdenen.




